Februar 2022

Udgivet

Vinterbeskæring

Arbejdet i vingården kommer mest til at handle om vinterbeskæring. Jeg håber at kunne nå den gamle afdeling. Jeg startede på det denne weekend (4-5. februar) og det er godt nok en kold omgang. Ikke på grund af frost og sne, men hård vind. Fik klaret 2 ud af 8 rækker.

Læste et sted, at man godt kan dele vinterbeskæringen i to omgange. Første gang tager man det grove og siden hen forfiner man resultatet. Det beroliger mig at vide, at ikke alt er sat på ét bræt!

I dag (13. februar) blev jeg så færdig med beskæringen i den gamle afdeling af vingården. Problemet har været, at jeg til at starte med havde lagt bæretråden for højt, nemlig i toppen, 1.80 m, det betød, at rankerne voksede mig over hovedet uden mulighed for opbinding. Øvelsen har så bestået i at få skåret stokkene til, så de nu kommer ned i ca. 1.45m. (i den nye vingård er højden yderligere sat ned til 1.20). Det betyder, at stokkene nogle steder er kappet af i en højde af ca. 1.20 og så håber jeg på, at der kommer nye skud nedefra. Men det tager tid og koster på antallet af druer. Men når man har begået fejl, må man betale prisen…

Februar er i år startet i den milde ende, ingen frost og ingen sne. Skal man tro den folkelige overtro omkring Kyndelmisse – se her under – bliver vinteren hård og langvarig.

Kyndelmisse

Kyndelmisse 2. februar

Vi er nu midtvejs mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Det er tit sådan, at vi får vinterens koldeste dage omkring dette tidspunkt..

Det er sikkert derfor vores forfædre tog varsel på denne dag. Var dagen mild ville vinteren blive lang og hård. Men blev den kold og hård, ville vinteren omvendt blive mild.

UHA – dagen var altså mild i år, så vi ved nu, hvad vi har i vente!

Det er hvidt herude – Blichers sang om Kyndelmisse