Marts begyndte med kolde og klare dage og nætter.

Jeg fik beskåret de sidste af de gamle vinstokke, så kan foråret bare komme an!
De unge planter i den nye vinmark venter jeg med at gøre noget ved til april. Her i marts har der været flere nætter med frost, som kan være fatale for nye planter.
Jeg mangler dog også at beskære planterne i den vinmark jeg passer i Fakse. Der er nok arbejde til et par dage af 2-3 timer. Mere kan jeg ikke klare ad gangen – ellers bliver der for mange fejlklip!
Nu har jeg arbejdet 2 dage i Fakse, men er ikke blevet helt færdig. Det er især Leon Millot-planterne, som er vokset helt vildt. Så jeg beskærer dem kraftigt og håber jeg på den måde kan få styr på dem. Tænker (håber) jeg kan få bedre druer ud af det.
Alle gode gange 3 dage måtte jeg bruge i Fakse og dermed også en bid af april (3. april). Nu er det gjort godt – jeg får helt sikkert ikke så mange druer denne sommer, men forhåbentlig altså bedre.